Tilbage til Start

Det hele begyndte her: i Sydafrika. Året var 1989. Idag er jeg tilbage for første gang. I et forandret land, en anden verden, et nyt sted i livet.
Foto: Robin Skjoldborg
Cape Town 1989 Foto: Robin Skjoldborg

 

Cape Town 2015
Cape Town 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

Året var 1989 og jeg gik stadig på journalisthøjskolen. Apartheid var dengang en stor historie, men danske journalister kunne ikke få visum. Sammen med fotograf Robin Skjoldborg meldte vi os ind i den højreorienterede organisation, Dansk Sydafrikansk Venskabsforening, og fik dermed et visum. Samtidig fik vi Folkekirkens Nødhjælp til at skrive et brev om, at vi var gode nok – altså på Apartheid-modstandernes side. Endeligt lavede vi en aftale med Ekstra Bladet om at de vil bringe vores reportager. Vi var “Under Cover”! Og er man i tvivl om hvor tilfreds jeg var med den rolle, så se bare fotoet af den stærkt selvhøjtidelige, unge journalist med en cigaret i hånden 😉

Artikel serien blev en stor succes for både os og Ekstra Bladet, og da Berlin-muren faldt et par måneder senere, kaldte chefredaktør Sven Ove Gade mig ind på sit kontor, og sagde:

“Med alle de omveltninger der sker i verden, har vi behov for at opruste vores udlandsdækning. Kunne det ikke være noget for dig?”

Han fortsatte med at stille to krav:

“Du skal altid have et pas på dig og en rejsetaske klar – og så gider jeg ikke se dig på Rådhuspladsen. Du skal være ude i verden og skrive nogle gode historier.”

Min første tur gik til Afghanistan, hvor russerne dengang var på vej ud. Senere kom revolutionerne i Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Tysklands genforening, Sovjetunionens sammenbrud og krigene på Balkan. Jo, det var et spændende job. Men efter tre år havde jeg fået nok af de evige sensations-vinkler på begivenhederne, og jeg startede på TV-AVISEN´s udlandsredaktion i 1993. The rest is history…

Med andre ord, kom Sydafrika til at definere mit professionelle liv. Da det så lykkedes at få solo-interview med Nelson Mandela i 1992 under hans første besøg i Danmark, blev skæbnen ligesom beseglet.

Det har naturligt nok givet stof til eftertanke at være tilbage. Denne gang som partner i LEAD, for at forsøge at hjælpe en af Sydafrika´s mest innovative virksomheder med at få international opmærksomhed omkring deres unikke koncept.

Folk spørger ofte om jeg savner journalist-livet, og mit svar er altid nej. Men det kan jeg kun sige, fordi jeg stadig er på jagt efter den gode historie. Mit publikum er ikke længere avis-læsere eller TV-seere, men stakeholders som det hedder i konsulentens verden – det vil sige politikere, NGO´er, redaktører og andre beslutningstagere, som har indflydelse på de virksomheder, der hyrer os.

Er den midaldrende mand på billedet fra 2015 så ligeså selvhøjtidelig som den unge mand i 1989? Nej, vil jeg hævde. Jeg besidder heldigvis en langt større ydmyghed, hvilket jeg tænkte over da det gik op for mig, at de 26 år der er gået mellem disse to billeder blev taget, er næsten identisk med det antal år som Nelson Mandela sad i fængsel (han sad i 27 år).

Vi vil nok alle gerne tro på, at vi gør en forskel i det liv vi lever, så vi forsøger at gøre en forskel i det små.

Jeg er tilfreds med, at jeg ikke bare vendte tilbage til Sydafrika som glad turist, men for at engagere mig i en virksomhed, der bevæger det unge demokrati i en rigtig retning. Jeg synes ikke mit journalistliv var ligegyldigt, og jeg er ikke kun blevet konsulent for at tjene penge. Jeg nok med årene blevet lidt desillusioneret over mediernes manglende slagkraft og betydning, og regeringer´s mangel på politisk mod og vilje til fremdrift. Jeg oplever at private virksomheder og NGO´er de, der for alvor skaber merværdi. Jeg er stolt og tilfreds over at være nået til hvor jeg er, og lave det jeg gør og vil gerne opnå endnu mere. Er det selvhøjtideligt? Jeg håber det ikke.

#reflektion #Sydafrika #karriere

 

 

 

 

Danmark kan skabe en ny international brandingplatform

Danmark skabte international opmærksomhed i denne uge, da det lykkedes at få Apple til at investere milliarder i en jydsk pløjemark.  Vi har potentialet til langt mere systematisk at sætte en international dagsorden. Lad os inspirere af succes-historien fra Viborg:

“I er elendige til at gøre reklame for jer selv”, siger USAs ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, i det seneste nummer af Euroman. Og der er grund til at lytte, for der er tale om en ambassadør, der om nogen har forstået, hvad national markedsføring går ud på. Men hvor USA altid fokuserer på egne styrker, fokuserer Danmark ofte på fejl og mangler. Men det kan lykkes. Eksempelvis når det private og offentlige går sammen om at sætte uhørt ambitiøse mål – som eksempelvis at tiltrække verdens mest værdifulde selskab, Apple. Lad os lære og inspirere af dette gode eksempel.

Nøgleorden i Apple casen var grøn energi. Her har Danmark i mere end et årti fået sin historiefortælling på plads. Men der er kæmpe potentiale på en række andre arenaer:

Tænk, hvilken international brandingplatform det kunne blive, hvis vi erobrede den dagsorden, der handler om menneskelig trivsel?

Omverdenen har døbt os verdens lykkeligste folk, men sjovt nok tror ikke rigtig selv på det.  Problemet er ofte, at vi har alt for lavt ambitionsniveau og mangel på strategisk tænkning, når det gælder om at markedsføre os i udlandet. Adskillige undersøgelser har år efter år placeret danskerne som verdens lykkeligste folkefærd, så hvorfor har vi ikke brugt dette til at markedsføre Danmark bedre? Hvorfor bringer vi ikke erhvervsliv og universiteter sammen om at lave den førende forskning inden for menneskelig trivsel?

 Vi kunne investere i verdens første internationale trivsels-konference, hvor vi eksempelvis satte fokus på velfærdstrivsel og stress. Vi kunne skabe en slags “Nobel-pris”, hvor enkeltpersoner, virksomheder eller samfund bliver belønnet for innovative måder at fremme trivsel på.

Gennem flere år har der været en tendens til, at virksomheder som Vestas, Lego, Mærsk, Carlsberg, ISS eller Novo hellere vil opleves som internationale, fremfor danske. Valgte vi lykke og trivsel som en overskrift for Danmark, ville det give de danske virksomheder et incitament til i højere grad at profilere sig på at være danske.

 Den samlede fortælling om Danmark kunne heraf favne mange af de kompetencer, vi forsøger at sælge til udlandet. Det gælder grøn teknologi, fødevarer, design, sundhed og velfærd. Det ville samtidig løfte turismen til Danmark, hvis vi også tænkte lykke og trivsel ind i de tilbud, vi udvikler til de udenlandske gæster, der besøger os.

 Et af problemerne er, at vi stadig har for mange offentlige aktører, som opererer i forskellige retninger, selv om man har forsøgt at skabe nationale strategier. Udenrigsministeriet, som burde stå i spidsen for dette arbejde, har fjernet fokus fra branding og public diplomacy til rendyrket økonomisk diplomati. Hensigten er at fokusere mere på den direkte støtte til danske virksomheder på eksportmarkederne og skaffe udenlandske investeringer til landet. Det er sympatisk nok, men der mangler en større vision, hvis vi skal øge Danmarks synlighed.

Forhåbentlig kan den gode fortælling om Apple inspirere os til at blive endnu mere ambitiøse. Til at hjælpe og derhen har Danmark brug for en grundfortælling, som tydeligt kommunikere vores unikke styrke-positioner.